Mottaker: | EDMUND GOSSE |
Datering: | 29. november 1890 |
Sted: | MÜNCHEN |
Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||||
|
| xml, pdf, epub, kindle | ||||||||||||
Om verket | ||||||||||||||
Les mer om brevene |
Kære herr Edmund Gosse!
Allerede for længe siden skulde jeg have skrevet til Dem og takket for det tilsendte exemplar af Jægers biografi i engelsk udgave. Jeg er Dem overordentlig forbunden for at De har påtaget Dem oversættelsen af de mange i bogen forekommende digte og takker Dem hjerteligst også for denne literære venskabstjeneste.
I flere henseender glæder det mig særdeles at denne smukke og smagfulde bog på
W. Heinemanns forlag er udkommet så betimeligt at den forhåbentlig hindrer
udgivelsen af en anden påtænkt oversættelse, til hvilken jeg ingen tillid har.
En i Wien boende dr: H. Petersen, sandsynligvis norsk af fødsel, har nemlig skrevet mig til at han har en oversættelse af Jægers bog liggende færdig i manuskript, dog med undtagelse af digtene. Jeg kender ham ikke personlig; men af hans breve har jeg fået det indtryk at han må være en ganske uliterær mand. At jeg under sådanne omstændigheder nødig vilde sé hans oversættelse offentliggjort er jo let forklarligt. Indtil videre lever jeg også i det håb at hans angivelige forlægger nu afholder sig fra udgivelsen.
Jeg hører fra København at trykningen af mit nye skuespil allerede er sat i gang og går raskt fremad. Forhåbentlig er korrekturarkene begyndt at komme Dem regelmæssig
i hænde. For det så liberalt fastsatte honorar for tilsendelsen af disse føler jeg mig Mr: Heinemann meget forbunden.
Jeg er i denne tid aldeles overlæsset med arbejde. Havde dette ikke været tilfældet, vilde jeg idag gerne have skrevet udførligere. Men det er mig desværre en umulighed.
Men en ting kan jeg dog ikke lade uberørt. Det er mig en trang at udtale for Dem den hjertelige glæde og tilfredsstillelse jeg føler ved at iagttage, hvorledes mine literære arbejder mere og mere vinder indgang på hele dette umådelig store engelske sprogterritorium, hvor i almindelighed en udenlandsk digter ellers har så vanskeligt for at skaffe sig fast fodfæste.
Med mange hilsener tegner jeg mig
Deres hengivne og forbundne
Henrik Ibsen.